Yoga
Yoga er ikke en religion, men en flere tusind år gammel praktisk filosofi, der vejleder i, hvordan man kan leve i bedre balance med sig selv og sine omgivelser.
Yoga foregår på flere niveauer og udøves på mange forskellige måder og med forskellige formål. Der er meget omkring yogalæren, man kan dykke ned og fordybe sig i – så som chakralære, kroppens anatomi og fysiologi, yogateori, filosofi og psykologi. De fysiske øvelser, vi udøver under træningen, er kun en del af yogaen.
For mig et rigtig godt sted at starte!
Vi kan i overvejende grad være tilbøjelige til fortrinsvist at bruge hovedets ressourcer – når vi praktiserer yoga inddrages også kroppens intelligens.
Yoga kan være med til at balancerekrop og sind, give mental og kropslig styrke til at klare det, du møder i hverdagen og til at leve et værdifuldt liv.
Den øgede kropsbevidsthed som yogatræning giver dig, kan du få stor glæde af i din hverdag. Den kan gøre, at du reagerer sundt på de signaler kroppen sender og derved forebygge skavanker som dårlig ryg, dårlig holdning, muskelspændinger, spændingshovedpine og stresssymptomer.
Jeg underviser i blide, rolige øvelser med høj grad af sikkerhed. Arbejder med at smidiggøre kroppen uden at overbelaste den og der er altid nøje fokus på den enkeltes formåen og eventuelle fysiske skavanker, der bør tages hensyn til.
Vi kommer også til at svede og mærke kroppen, i de dybe stræk og flow-øvelser, hvor der også arbejdes med fokus på nærvær og velvære.
Der undervises primært i hatha-, yin- og mindfulyoga.
Jeg har mange års undervisningserfaring såvel fra mit arbejde som sygeplejerske og rådgiver, som pilatesinstruktør og yogalærer.
Jeg glæder mig hver gang, jeg udøver yogaundervisning og søger ydmygt en nærværende, grundig og anerkendende tilgang.
Husk yoga er for alle aldre, køn, størrelser og uanset tidligere erfaring med yoga. Du behøver ikke kunne nå dine tæer, stå på hovedet eller være speciel smidig eller stærk. Det er vigtigere, du kommer med en åben indstilling og lyst til at lære nyt og arbejde med dig selv og din krop.
“Jeg håber, du vil få lyst til at være med”